Opskrift på hjemmelavet øl
Guide til ølbrygning

Opskrift på hjemmelavet øl

Skal du brygge hjemmelavet øl fra bunden, kan du følge denne opskrift. Opskriften er hentet hos Håndbryg.dk, som er ekspert på hjemmebryg.

22 liter Pale Ale

Ingredienser

  • 3 kilo lyst, tørt maltekstrakt
  • 250 g cara crystal malt
  • 100 g Goldings eller Fuggle humleblade 4-5 % alpha
  • 14 g tørret overgær
  • 10 g irish moss
  • 50 g hvidt sukker

Udstyr

Til denne bryg skal du bruge: Steriliseringsmiddel, en 15 liters gryde eller 2 mindre, en stor si, en gærlås, et termometer, en hævert og en 25 liters vinballon. Hvis vinballonen har en smal åbning, skal du også bruge en tragt og en ballonbørste til rengøring. Derudover skal du have flasker eller fad, som du kan fylde 22 liter øl på.

Fremgangsmåde

Det er vigtigt, at du steriliserer dit udstyr. Dette kan du gøre med kogende vand, som du fx skyller flasker, termometer etc. med.

3 dage inden du skal brygge, skal du sætte gæren i gang (forkultur). Brug en steriliseret glasflaske (skyllet med kogende vand), som gærstarteren kan ligge og hygge sig i. Hæld en lille smule af det kogte vand i flasken (1 cm) og tilføj 1 spsk. sukker og 2 spsk. maltekstrakt. Tilføj mere kogt vand i flasken, så den er 2/3 fyldt. Stil flasken i et fad med koldt vand, så temperaturen falder til 30 grader celsius. Tilsæt gæren, når temperaturen er på 30. Det er vigtigt, den ikke er højere, da det vil dræbe gæren. Luk toppen med et stykke papir eller vat, så luft kan trænge ud, men bakterier ikke kan komme ind. Flasken skal stå 3 dage ved en temperatur på ca. 24 grader (ikke under 20 grader). Tjek flasken de næste dage – indholdet skal gerne boble og danne et hvidt lag gær på bunden af flasken.

Hvis du ikke har tid til at lave gærstarter, kan du i stedet bruge tørgær, som du rehydrerer ved at lade den stå i en kop med vand på 25-35 grader (kogt og afkølet) i et par timer.

Brygning

Fyld gryden/gryderne med vand og sæt den/dem på komfuret og tænd for varmen. Steriliser vinballon, termometer, tragt og si med klorinvand.

Del humlen op i tre dele på 60 g, 20 g og 20 g.

Når vandet i gryden når 60-70 grader, tilsætter du Crystal malt. Skru derefter ned for varmen. Lad den stå ved konstant temperatur på 60-70 grader i en halv time. Fjern malten med en si og tilsæt maltekstrakt og rør rundt.

Nu har du urt. Tilsæt så 60 g humle og sæt det i kog. Skru derefter ned og rør rundt og vent på, at humlen synker. Det hele skal koge i ca. 45 min. Herefter tilsætter du resten af humlen efter behag plus irish moss og lad det småkoge og køle af i yderligere 15+10 min.

Hæld den varme urt i vinballonen igennem en si. Fyld ballonen yderligere med 25 liter koldt vand. Så snart temperaturen er under 30 grader hældes gæren i. Øllet skal opbevares ved ca. 20 grader.