Humle
Forskellige øltyper

Humle

Humle er en slyngplante, der også defineres som en urt i traditionel forstand. Humle er hurtigt voksende og former duftende blomster i kogleform (humleknopper). På blot tre måneder kan en humle blive op til 8 meter høj ved at slynge sig op ad en såkaldt humlestang.

Humlen befinder sig bedst i tempereret klima og vokser mellem april og juni. I august kan humleknopperne (blomsterne) høstes. Det er humleknopperne, som bruges, til at lave øl.

Danske bryggerier importerer primært humle fra Tyskland, Tjekkiet, Storbritannien og USA. Det er muligt at dyrke humle til ølproduktion i Danmark. Dog er det danske klima mindre velegnet til produktion af humle i god kvalitet, hvorfor det er bedre at importere.

Humleblomsterne/knopperne vokser kun på hunplanten. Man bruger kun knopperne fra ubestøvede hun-humle-planer, fordi de giver den bedste aroma. For at beskytte hunplanterne og sikre en god og solid produktion har man forbudt at dyrke han-humle i Tyskland.

Humlens aroma er bitter. Den bruges derfor i øl til at afbalancere sødmen fra malten. Humlens bitre aromaer kommer fra dens harpikser og olier. Bitterstofferne har desuden en konserverende effekt, da de er bakteriehæmmende.

Der dyrkes mere end halvtreds forskellige humletyper i verden. De grupperes primært i to typer: aromahumle og bitterhumle.